Medieforskningen er i dansk sammenhæng endnu ung som institutionali-
 seret videnskab. Ikke desto mindre kan fagets videnskabsteoretiske 
 grundlag periodiseres ved hjælp af en række markante bølger. Semiolo-
 gien og tysk inspireret kulturkritik og offentlighedsteori i 1970'erne, en re-
 ceptionsanalytisk modstrømning 1980'erne, samt nyere sociologisk teori 
 og kognitionsforskning i 1990'erne. På baggrund af disse hovedstrøm-
 ninger skitserer Ib Bondebjerg kontroverserne og den teoretiske udvikling 
 i dansk medievidenskab. Fremstillingen af disse brydninger hviler dog på 
 denne pointe: at der bag de markante forskelle ligger en udbredt konsen-
 sus, som udgør selve sammenhængen i dansk medieforskning. Fælles 
 for de forskellige teoretiske perspektiver er nemlig, at de på hver deres 
 måde sætter institution/samfund, tekst/æstetik og modtager i forhold til 
 hinanden. Det er imidlertid betoningen af tyngdepunktet i denne relation, 
 der er forskellig.