Radio er et vanskeligt medie både som undervisnings- og analyseobjekt.
 Det skyldes dets flygtige karakter: Et lydlligt forløb i tid, hvor man ikke kan
 "bladre" som i en avis eller bog. Og heller ikke anvende billedets rum- og
 tidsangivelser, som ved analyser af film og TV. Billedet støtter hukommel-
 sen og gør visse dele af analysen mere entydig.
 Denne artikel er en række forslag til beskrivelsesmåder og begreber, der kan 
 anvendes ved analyse af æstetisk set komplekse radioprogrammer. Som
 analyseeksempel anvendes en radiomontage, dvs. et faktuelt/dokumentarisk
 registreret sæt af lyde, der monteres (ved klip og sammenkobling af flere
 lydspor) til en oplevelsesmættet sammenhæng. Både metoden og begrebs-
 apparatet vil imidlertid med visse tillempninger også kunne anvendes ved
 andre ekspressive radioformer, f.eks. features og radiospil.