Hvad sker der med "underlægningsmusikken", når fjernsynets fiktive 
 fortællinger som i Miami Vice bliver til et diffust påskud for en løs 
 associering af driftsbasatte lyst- og angst-scener?
 
 For at besvare dette spørgsmål kaster Peter Larsen først et kort blik 
 på musikken i den klassiske Hollywoodfilm og i den traditionelle TV-
 fiktion. Han analyserer derefter tre længere musikalske sekvenser, 
 der eksemplificerer Miami Vice´s rockidiom, og nogle kortere musik-
 segmenter, hvor den klassiske Hollywoodfilms musikbrug imiteres - 
 på grænsen til et "operaagtigt over-kill".
 
 I sin bestræbelse på at komme ud over tendensen til at sætte ligheds-
 tegn mellem TV-musik og musikvideo er Peter Larsens artikel en 
 teoretisk opfølgning af Mads Thranholms pædagogiske vink om 
 "Musik til billeder - billeder til musik" i MedieKultur nr. 6.